Mit navn er Britta, jeg er Bettys ældste barn.
Det er en ære at stå her i dag og tale om et menneske, der har betydet meget for mig og som har formet mig til den, jeg er i dag. Vi kom meget tæt på hinanden den sidste måned.
Vores mor blev født i Fredericia. Mormor havde i forvejen Aase og 7 år senere kom Grethe til.
Mormor havde fotoet på forsiden af jeres sanghæfte stående indrammet på sin reol. Dét foto viser en pige med et usædvanligt godt hoved og ben i næsen.
Hun gik på Egum skole og senere gymnasiet. Blev elev hos Post ? og Telegrafvæsenet og flyttede under uddannelsen rundt til diverse byer og endte på Horsens Postkontor, hvor hun traf vores far, Jørgen Paulsen.
Mor har altid haft en stærk vilje og den kom til udtryk, da hun skulle føde sine børn. Hun ville helt sikkert føde sine børn under ordentlige forhold på fødeklinikken på Vejlevej hos Frk Damgaard og Frk. Kirk, og far havde bare at betale.
Hans motorcykel måtte også sælges for at de kunne få råd til den barnevogn, mor ville have.

Betty kom til Statsbanerne og blev fuldmægtig. Hun var karrierekvinde, har mormor fortalt.
Da hun og far begge var statsansatte, kunne de i 1968 låne penge til at bygge et hus på Vibeholmsalle 29. Det hus dannede rammen om vores barndom helt ind til 1985, hvor de flyttede på Buevej.
Desværre blev mor allerede i 69, som 26årig ramt af en blodprop og dømt til, som halvsidelammet at sidde i en kørestol resten af livet.
Men som de fleste af jer ved, havde mor en ubeskrivelig stædighed og jernvilje, så hun trænede for at blive i stand til at gå igen. Hun er uden tvivl den sejeste kvinde, jeg har kendt.
Hun havde altid været god til at strikke, så med en rystende arm fik hun strikket den fineste bluse til mig, som jeg vil gemme for altid. Den er beviset på hendes viljestyrke.
Desværre måtte hun opgive at komme tilbage på arbejdsmarkedet og fik førtidspension.
Fordi hun krævede så meget at sig selv, forlangte hun det samme af os børn. Der var ikke plads til meget ynk og hun var en ret hård mor, men det var en overlevelsesmekanisme, hun overførte til os.


På sit dødsleje sagde hun ofte, at hun havde været for hård ved os. Som Jan en dag svarede hende:
? Mor, hvorfor f?.. skulle du dog blive så gammel, før du blev sød? ?
De to havde en ret hård tone indbyrdes, men det var absolut kærligt ment. Hvis man ikke kendte de to, kunne man tro, de ikke kunne lide hinanden ?
Betty var lynende intelligent, både bogligt og matematisk. Hun kunne både den engelske og tyske grammatik til UG og uden at overdrive, var hun lidt af et matematikgeni.
Hun hjalp os gerne med lektierne.
Jeg har aldrig glemt læresætningerne, at brøker skal have ?samme sko på?, at ?Brutto? er begge dele, ?Netto? er det nøgne og ?Tara? det tomme.
Hun læste også gerne godnathistorier og Paddington var en af hendes yndlingsfortællinger.
Hun var smaddergo´til at læse op, hvilket hendes lillesøster, Grethe kan bekræfte. For hende læste hun Musen Hannibal.
Vores fætre Peter og Kim mindes turene til Juelsminde Strand hver sommer. Mor var en vandhund og elskede at dyrke solen.
Hun læste ufatteligt mange bøger, løste rigtig mange kryds og tværs. Forstod at holde sin hjerne i gang.
Kunne lide husflid. Syltede, stegte, bagte mm.
Hvem husker ikke hendes flæskesteg med brun sovs, de helt særlige æbleskiver, brunkagerne, vaniljekranse, hyldebærsaft og de mange typer syltetøj?
Børnebørnene har ofte ringet hjem til Betty for at få gode råd om særlig flæskesteg og æbleskiver.
Selvom de havde fået opskriften, skulle de alligevel have et råd med på vejen, når de stod midt i det.
Mens far levede, tog de ofte på ferie til de ikke mest turistede lande. De elskede begge to at møde den lokale befolkning ? og komme ?ind bag facaden? i de byer, de besøgte. Intime koncerter og Visens Venner var ligeledes en fælles passion for dem begge.

Internathunde har siden barndommen altid været en del af vores familie. Når en hund afgik ved døden, tog Betty og Jørgen på internat for at give en ny hund et hjem. Det har været hunde af meget forskellig karakter, men hvis en hund sendte Betty et par våde hundeøjne, så var hun solgt. Især Sussi, som både skelede og var næsten tandløs, fortjente at komme med hende hjem.
Da vores far døde, begyndte mor at komme på hundetræningspladsen i Bygholm hver morgen, hvor hun mødtes med andre hundeejere og hundene kunne lege, mens ejerne fik sig en god sludder.
Betty gik altid med hundekiks i lommen, så alle hunde undersøgte hendes lommer og tasker, når hun kom på besøg hos folk eller mødte en hund på gaden. En sand hundeven var hun.

Efterhånden som hun blev ældre og sygdommen tog hendes kræfter, var Joan den daglige hundelufter og indkøber for mor, - ligesom hun ofte leverede lækker aftensmad, så mor kunne holde lidt sul på kroppen.
Banko var en ugentlig begivenhed i mange år indtil nogle måneder før Bettys død. Det er blevet til en del gevinster, som vi børn har nydt godt af ? bla. de mange flæskestege. ?
Hun var så glad og taknemmelig for de bankoveninder, der hentede og bragte hende hjem igen.
Betty havde en hel særlig evne til at opnå folks fortrolighed. Om hun stod og ventede på bussen eller sad i en taxa til Skejby, fik hun folks livshistorier fortalt. Mange familiemedlemmer, venner og bekendte ringede eller kom på besøg hos hende for at få en snak, og det var selvfølgelig fordi, man kunne stole på hende. Hun forstod at holde på hemmelighed og var en rigtig god lytter.
Søster Grethe og Betty talte sammen min to gange om ugen kl. 7 om morgenen. Mandag ringede Grethe og torsdag ringede Betty. Den tradition savner Grethe allerede meget.
Den sidste tid ønskede Betty, at hun meget snart måtte få fred. Synet svigtede og hørelsen blev dårligere. Hun var videbegærlig ville så gerne kunne følge med i verdens begivenheder, så P1 kørte i døgndrift.

En dag sagde hun til mig: ?Jeg lukker lige øjnene lidt? og bedst som jeg troede hun sov, udbrød hun meget højt: ?HVAD? Har vi ikke noget landbrugsministerium længere?? Så snakkede vi lidt om den nye regering. Skarp og med sine meningers mod til det sidste.
Hele den nærmeste familie var på besøg de sidste 14 dage. Barnebarnet Johnni rejste fra USA for at komme og sige farvel Hun var utrolig taknemmelig over at være så heldig at være omgivet af så mange kærlige mennesker, sagde hun mange gange dagligt.
Alle i hjemmeplejen var så søde. De var også meget glade for at komme hos mor, fordi hun var et så positivt menneske, der aldrig brokkede sig og mest af alt tænkte på deres ve og vel og slet ikke på sig selv.
Vi fik virkelig mange superlativer om vores mor fra flere af de faste hjælpere og sygeplejersker.

Den sidste uge var vi hos mor 24-7. De fleste nætter tog Gitte-Connie vagten. Vi 3 børn og svigerbørn spiste sammen hver aften og mor nød, at vi var hos hende hele tiden.

En eftermiddag fortalte vi hende, at Jan ville komme med boller i karry, som han havde kreeret derhjemme.
Hun udbrød straks: ?Puha, så må jeg hellere skynde mig at dø, så jeg slipper for det da.?

Hun truede også med at spøge, hvis vi ikke overholdt hendes største ønske om, at vil holde sammen, når hun ikke er her mere. Hendes humor var ganske sort sommetider.
?Hvis jeg nu skynder mig at dø, så kan det være, at jeg kan nå at
få lupiner på min kiste ?? og dét ønske fik hun heldigvis opfyldt.
Vores mor, Betty Paulsen, har sat et stort aftryk hos mange mennesker og vil blive savnet af lige så mange.
Vigtigst af alt, så var hun HELT afklaret og ikke det mindste bange for at dø, Hun var nærmest lidt spændt på, hvad der skulle ske.
Hun sov stille ind lørdag aften, hvor vi alle var til stede.
Jeg håber, du har det godt der, hvor du er nu, kære lille mor.

TAK FOR ALT