Birgitte, du var lillesøster. Dictes Tulle. Birgitte, Birgitte bergøje,. Rosinen i pølseenden. Du var den sidste , men stod altid først.
Du var det lim, der kittede os sammen. Du missede aldrig en anledning til at samle os. Du var en hvirvelvind af virkelyst, store følelser og generøsitet. Og du var slet ikke færdig med livet. Du sod foran et nyt kapitel, som du ville tage hul på med en rejse til Kenya - så klar på nye eventyr med savannens vilde dyr og luftballon. Og alligevel stod du så fattet, uden bitterhed og med omsorg for alle i den storm, som til sidst hev og sled i dig, og som så ufatteligt hurtigt rev dig væk fra os.
En svensk digter har om hjælpeløshed i sorgen skrevet: Stjernerne eksploderer omkring os, og vi kan intet stille op. Sådan føles det. Du er en stjerne, og jeg vil for altid savne dig.