Bodil Schmidt

Bodil var en glad pige, der voksede op her på egnen, nemlig på Rosenvangs Allé 95. I en tid hvor der var marker at kælke på, som i dag ikke er dækket af sne, men af huse. I de 79 år Bodil havde her i blandt os, har verdenen og samfundet været i en rivende udvikling.
En udvikling som Bodil ikke var bange for at være en del af. Hun var nysgerrig både på det teknologiske, det naturvidenskabelige, det åndsvidenskabelige og det alternative. Hun var en person der ikke lod sig begrænse til én interesse, og igennem tiden har hun udvidet sin horisont med:

Teosofi, teologi, astronomi.
Foredragsholder, forfatter og komponist.
Latin, anatomi, zoneterapi, kranio-sakral-terapi, akupunktur.
Løb, rulleskøjteløb, orienteringsløb, skiløb.
DNA, RNA, gener, kromosomer, molaer, hybridiseringsprocessor og hjulpet PhD'er i mål.

I sit 50 årige arbejdsliv på Aarhus Universitet (Human Genetik) udforskede hun videnskabens grænser via forskning og kortlægning af det menneskelige gen. Hun var på verdensplan en del af flere ledende internationale forsker-teams, og som laborant bidrog hun med præcision og nøjagtighed, dyrkede prøver, analyserede, testede og forfinede processer igen og igen. Hun var stolt af at være en lille del af denne banebrydende videnskab.

I den teosofiske genre blev der kortlagt og udforsket til glæde for mange ligesindede Landskabs piger og Solroser. Her blomstrede hun som en ildsjæl, der prøvede at binde folk og energier sammen med et ønske om, at verden skulle være et godt sted at være. Mange timer og dage blev brugt på at forberede landskabesture og senere i fællesskab diskuteret teosofien i naturens omgivelser, både i Danmark og rundt om i Europa.
En tur der sent bliver glemt var, da Bodil besluttede sig for at tage til USA for at overvære den meget omtalte Solformørkelse?. Turen bød på mange fantastiske oplevelser, og kaotiske trafik situationer. Særligt hjemrejsen fra området blev en udfordring, da deres transport med indenrigsfly i USA blev så forsinket og til sidst aflyst, at de måtte bestille en bus i al hast. En fest og party bus var den eneste ledige. En bus med kun få sæder langs kanten, indbygget bar og diskotek, fragtede det noget brogede, og ikke helt unge selskab, i mere end 20 stive (stående) timer til lufthavnen. Noget mor aldrig glemte ?

Men først og fremmest var hun en opmærksom, omsorgsfuld og inkluderende sjæl. Hun forsøgte at være der og støtte, når nogen havde brug for en hånd. Hun ville gerne skabe en følelse af samhørighed for naboer, venner samt familie og alle omkring Bodil, var ikke i tvivl om, at hun ville det bedste for dem.

Netop familien var der, hvor Bodil kunne slappe af og hjælpe på samme tid. Hun kunne være alle steder og ingen steder på samme tid, men var altid klar på at hjælpe børn og børnebørn, og kørte gerne langt for at passe børn, se fodbold, gymnastikopvisninger eller for at gå rundt om en træ-trold med alle børnebørnene. En glæde hun havde og så frem til hver eneste gang, og ikke mindst til stor hjælp og glæde for resten af familien.

Hun oplevede, som vi alle, at når man trækker i nye retninger og vil længere ud, er det ikke alle, der vil med i samme åndedrag. Hun bøvlede som så mange andre med at måtte miste familie, venskaber og kærlighed i livet. Sorg som hun også havde svært ved at komme over.
Men den sorg vendte hun typisk til engagement, og kastede næsten al sin tid i hendes projekter og arrangementer. Det var vigtigt for hende at hun ikke missede hvad kalenderen var booket med, og i hendes sidste år var det meget tydeligt at der skulle fyldes op med samvær og projekter. Hun elskede at være sammen med sine venner og familie, og knap så meget stilheden i sit eget selskab.

Bodil elskede sang og musik, og da hun ikke, som sin familie, spillede et instrument selv, kom hendes kunstneriske talent altid til udtryk i en festsang. Til hver en stor og lille lejlighed kunne hun finde på at have en sang med, og i de fleste tilfælde en hun selv havde lavet vers til. Vel gennemtænkte vers, der for alt i verden skulle rime samt afspejle og glæde modtageren.
Det var hendes måde at give tilbage og glæde det fællesskab, hun så inderligt higede efter.

De fleste af Jer har oplevet Bodil igennem hendes aktive år, og nogle nåede også at se hende med begyndende demens, men pludselig en aften for knap 1½ år siden blev hun så ramt af en hjerneblødning. Fra den ene dag til den anden stoppede hendes aktive liv, hvor hun i godt 2 måneder var bundet til seng og kørestol. Blandet op med demens og knogleskørhed kunne man nu alligevel se nogle af Bodils andre sider også. Stædighed og en fighter.
Livsglad som hun var, fik hun alligevel kæmpet sig til næsten et år, hvor hun kunne gå og komme omkring med rollator ved egen hjælp i plejehjemmets trygge rammer. Nu i et nyt fællesskab, med aktiviteter og en fuld kalender.
Familien oplevede en kæmpe opbakning fra personalet på Sct. Olaf, hvor hun så afgjort fik sat et kæmpe aftryk og indtryk. Særligt hendes kalender, kuglepen, notesblok, røde fleece, Earl Gray te, et stykke knækbrød med BLÅ Castello og frasen ?Quelle heure est-il?... er der nok ikke nogen der glemmer lige foreløbigt.

Men efter nye hjerneblødninger i den sidste tid sov hun stille ind fredag aften i selskab med sønnerne Claus og Carsten, til musik, tv-show og hyggestemning.