Kære mormor ? min kære badaryler,
Det er svært.
Svært at finde de rette ord for, hvad det egentlig betyder at miste dig.
Jeg tror stadig, jeg går og venter på, at du ringer og siger, at det hele bare var en dårlig joke.
At du alligevel ikke skulle herfra.
For jeg var ikke klar. Ikke endnu.
Der er stadig så meget, jeg ville ønske, du skulle nå at opleve.
Så meget, jeg ville fortælle dig. Så meget, du skulle have set, hørt og mærket.?
Havde jeg vidst, at vores sidste samtale virkelig var den sidste, så tror jeg ikke, samtalen nogensinde var blevet afsluttet.?
Havde jeg vidst, at det var sidste gang, jeg skulle høre dig grine, så havde jeg optaget det ? så jeg kunne høre det igen og igen.?
Havde jeg vidst, at det var sidste gang, du legede med Mads, så var vi aldrig taget hjem.?
Og havde jeg vidst, at det sidste ?vi ses? virkelig var det sidste, så havde jeg holdt om dig meget længere.?
Det gør så ondt at vide, at nogle ting nu er endegyldigt slut.
Det sidste smil. Det sidste grin. Det sidste kram. Det sidste ?kuk kuk?.?
At jeg nu kun kan tale om dig ? og ikke til dig ? det er næsten ikke til at bære.?
At minderne nu er det eneste, jeg har, og at vi aldrig får skabt flere? Det gør ubeskriveligt ondt.?
Jeg drømmer om at spole tiden tilbage. Bare én gang.
Bare for at mærke det hele igen.
Høre dig fortælle om barndommens somre, om hvordan du for 50 øre kunne fylde en hel pose med Pinocchiokugler.
Om dine første år i butikken, hvor du solgte porcelæn, og de fine, ældre damer, du aldrig helt kunne tage alvorligt ? for du var sådan én, der så mennesker som ligeværdige.
Jeg ville høre dig synge igen ? så tonedøvt og helt ude af takt ? ?Den lille Ole med paraplyen? eller ?Mester Jakob?.
Sangtalent var der måske ikke meget af, men du vidste, hvor glad det gjorde mig.???
Du har lært mig så meget om livet.
Du har været min klippe ? mit sikre sted.
Også selvom du ikke altid havde nemt ved de store, svære følelser, så vidste jeg, at du altid var der.
Og jeg var aldrig i tvivl: Du var altid på min side.
Du var verdens bedste mormor.????
Hos dig var det kun fantasien, der satte grænser.
Jeg tænker tilbage på de utallige gange, vi har bagt julesmåkager i den lille lejlighed i Ølsted ? hvor der ikke var plads til mere, fordi hele hjemmet flød med bageplader.
Eller alle de gange vi lavede pandekager ? ingen kunne lave dem som dig.
De var aldrig helt færdigbagte, men de var dine ? og derfor er de for evigt mine yndlingspandekager.?
Jeg kunne skrive side op og side ned om alt det, der gjorde dig til dig ?
og alt det, der har gjort mig til mig, fordi jeg fik lov at have dig som min mormor.
Vi havde noget helt særligt, du og jeg.
Og det vil jeg altid gemme i hjertet.
Alt det, vi gjorde. Alt det, vi var.
Jeg elsker dig, mormor. Og jeg savner dig.???
Og en dag ? langt ude i fremtiden ? så ses vi igen.
Til den tid lover jeg at have lært at drikke rødvin, og hvis man må ryge i himlen, så tager jeg også en smøg med dig.
Du vil for evigt og altid bo i mit hjerte ? som verdens bedste mormor.
Og som verdens kærligste oldemor.