Esther Lauersen

I søndags, da jeg fik at vide, at nu var Esther død, skrev jeg dette i min notesbog:
Esther er død her til morgen. Hvil i fred kære svigermor. Det var smertefuldt til sidst og livslysten havde længe været vigende, så den næste fødselsdag var ikke noget at se frem til. Men du var et værdigt forbillede. Fast tilstede i dit eget liv. En god, interesseret og kærlig bedstemor og en dejlig svigermor.

Esther insisterede på at klare sig selv. Det var det, der holdt hende i gang. Jeg besøgte hende i torsdags, og fik lov at hjælpe mere end jeg plejede. Hun var træt, kom ikke meget omkring i huset, men ville alligevel åbne posten for at se, om der var noget, der skulle ordnes.
Men hun gad faktisk ikke mere. "Det gør ondt", sagde hun. Og hun havde jo sagt ved flere lejligheder, at "det ikke er sjovt mere".
Da jeg gik, tænkte jeg på om det måske var sidste gang jeg så hende. Men det var ikke den følelse jeg havde. Hun havde jo altid været der i huset i de sidste 69 år. En total fast bestanddel i ens liv. Det ér mærkeligt. Men godt, at det kun blev rigtig skidt i kort tid. Det er, som det skal være.