Gabor Ferenczi

En ægtemand, bror, svoger, onkel, en ven, en musiker, en kollega og en lærer, har nu tabt en heltemodig kamp mod kræften. Han døde på Hillerød hospital d. 22. august, 88 år gammel.
Gabor var en person, der med sin smittende glæde, humor, varme og sin beredvillighed til at hjælpe, når nogen bad ham om det, har sat et tydeligt aftryk i den verden, der var omkring ham. Han var ikke en, der gik i et med tapetet. Hans umiddelbarhed var en af hans stærke sider.
Han, født i 1935 i Budapest, måtte gennemleve 2. verdenskrig som barn, med al den gru og angst, som den førte med sig. Heldigvis var hans sind sådan indrettet, at hans oplevelser i disse forfærdelige år ikke kom til at tage glæden ved livet og humoren fra ham. Han måtte atter en gang opleve en traumatiserende situation under opstanden i 1956, og måtte efterfølgende forlade sit land som flygtning. Til alt held endte han i Danmark, hvor han fandt sit andet fædreland, takket være danskernes hjertevarme modtagelse af ungarske flygtninge. Her fandt han også sammen med Terezia, der delte skæbne med ham som flygtning, og de kunne i april måned i år fejre deres krondiamantbryllup. Med stor taknemmelighed må jeg tænke tilbage på, hvordan han for mig og resten af vores familie var den der skabte mulighed for, at vi kunne etablere en tilværelse i Danmark.
Musikken har fyldt meget i Gabor´s liv. Lige fra barnsben har han terroriseret familien i hjemmet med at hamre rytmer på alt hvad der kunne bruges til formålet, grydelåg, gryder, bordplader og dørkarme. Senere fik han sig et trommesæt, og det blev basis for hans musikalske liv. Her nåede han et både teknisk og et musikalsk niveau, som mange har kunnet glæde sig over. Hans karriere som musiker begyndte allerede i skoletiden, hvor han og hans skolekammerater begyndte at spille sammen, og optrådte ved forskellige lejligheder. Senere blev det mere professionelt, og fortsatte indtil han måtte forlade Ungarn.
I Danmark fortsatte han med at spille i mange forskellige orkestre på fritidsbasis. Der gik mange år før han endelig fik mulighed for at hellige sig musikken på fuld tid, og det blev undervisningen, der nu blev sat fokus på. For rigtig mange børn blev han den, der åbnede porten ind til musikkens vidunderlige verden. Han fik dog også tid og kræfter til at spille i forskellige orkestre, og
Ret sent i livet kastede han sig ud i at lære at spille på klarinet, og senere også på saxofon. Han udtalte engang, at han nu havde fundet frem til de melodiinstrumenter, på hvilke han kunne udtrykke sig med den musikalske følsomhed, som han altid havde savnet. Forbavsende hurtigt fik han tilegnet sig så megen færdighed på disse instrumenter, at han kunne sprede glæde, bl.a. for beboerne på flere plejehjem med de gode gamle evergreens.
Æret være Gábors minde.