Lukasevangeliet:

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Præst Troels Berings prediken:

Fortæl mig en god historie, og du skal få lov til at styre mit hjerteslag. Du bestemmer, om det skal banke let eller hårdt, blidt eller voldsomt, muntert eller trist. Du tager mig med ud på følelsernes hav, hvor glæden er som vinden i sejlet, og ubehaget er som stormen, der river masten itu. Jo mere, du fortæller, jo mere sætter jeg min lid til, at du er kaptajnen på skibet, der sikkert og håndfast styrer historien ud af virvaret og fortvivlelsen indtil vi igen lander på sikker grund ved historiens afslutning ? og at vi ser solopgangen igen.

At være historiefortæller er at beskrive det helt særlige ved at være menneske. Som intet andet væsen på jorden har vi fyldt vores verden med magi gennem ordenes brug. Vi har skabt smil i mundvigen, tårer på kinderne og varme i maven blot ved at åbne og lade munden løbe over med det, som hjertet er fuldt af.

Helle Slottved var historiefortæller og var det livet igennem, og på den måde oplevede hun verden anderledes. Der var store planer og eventyr, og der var helte og skurke. Én af Helles helte var hendes far ? Axel Slottved, der var overlæge på sygehuset i Kolding, hvor han forskede i tuberkulose. Han var overhovedet i hendes familie, der udover Helle talte mor og fem søskende. En anden helt var Madame Clavente, en fransk skuespillerinde, som Helle mødte, da hun som ung rejste til Paris med håbet om at blive skuespillerinde. I Paris kom hun på dramaskole, men det blev ikke her, hun skulle finde sit publikum.
Hjemme i Danmark igen startede hun HF, hvor hun mødte Gerald. Han var arbejderklassedreng, havde virket som sømand og bokser, men der var et drive i ham, som Helle godt kunne li. Efter HF blev de ansat som lærere på en højskole. Det var dog heller ikke her, at Helle fandt sit publikum, så hun måtte ind på universitetet. I ?64 fik de sammen David, et kæmpe lyspunkt i Helles liv.
I begyndelsen af 70erne gik Helle og Gerald fra hinanden og Helle flyttede til Hovedgård. Ikke fordi, hun havde en særlig tilknytning til området, men huset talte til hende ? og ikke mindst den eventyrhave, der fulgte med, hvor hun kunne gå tur med sin kat. David kom i begyndelsen på Hovedgård skole, men via nogle kontakter ? og en god del hjælp ? fik David mulighed for at komme på Herlufsholm. På den måde blev han sendt ud på sit eventyr.

Selv blev hun cand. mag i fransk og dramaturgi fra Århus universitet og underviste flittigt i fransk og drama ? med den tanke, at lære en sjæl fra sig. For lærer man et andet sprog, får man en sjæl til. Ens personlighed får flere facetter, når man kan begå sig i andre kulturer. Hun var blevet en selvstændig kvinde, der levede sit eget liv og gik sin egen vej. Et frit sind, der valgte det gode i livet.

Én af de ting, hun valgte, var Per. Han var der for at lære fransk, men hurtigt faldt snakken på heste. Per var pressechef for Dansk Varmblodet ? et magasin for hesteelskere ? og Helle havde redet meget som yngre. Hun var egentlig holdt op, men med Per blussede den gamle passion op igen.

Ligeledes kunne hun fortælle historier, når der blev holdt dyrskuer. Hun fortalte også historier i kirken og nød dens rum og stemning.

Og så elskede hun, at David havde fundet sig en engelsk pige, Julie ? og med hende fået to børnebørn, Izzy og Louie, der også er ude og prøve verden af.
Helle var ? med jeres ord ? en smuk, raffineret og farverig person, der helt sikkert vil blive husket. For den hun var ? og for alt det, hun fortalte. Ligesom den unge Maria, der valgte at sætte sig ved Jesu fødder for at lytte, valgte Helle det gode i livet. Det gjorde hun hver eneste dag, og det kan ikke tages fra hende.

Der er ingen tvivl om, at Jesus Kristus var den største historiefortæller i verdenshistorien. Masser af mennesker lyttede til ham, når han som fortalte om Gudsriget og det at være menneske ? det var livsomvæltende ? og i dag bliver han historier genfortalt verden over. Det gør de bl.a. fordi, at han med sine historier ikke kun ville underholde os ? men gribe os. Gøre os til hans disciple ved at blive døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og i dåben giver han os hver især det løfte, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Ikke blot vores egen, men hele verdens ende ? og således vil han være med os i livet såvel som i døden.

Da Helle var helt lille, blev hun båret ind til døbefonten. Hun var det lille barn, for hvem alle rejste sig for at byde hende velkommen til livet. Man fremsagde løftet over hende samt ordene fra trosbekendelsen, for at de ? og deres betydning ? kunne følge hende på hendes rejse i livet. Vil I ikke være med til at sige dem nu, så ordene kan følge hende på hendes rejse i døden også?