Far, kære far.
Det er surrealistisk, at vi ikke skal ses mere i dette liv. Selvom jeg er taknemmelig for, at du er et bedre sted nu, hvor der er fred og ingen smerter, efterlader din alt for tidlige død et stort tomrum.
Jeg mærker tabet, om jeg går, står eller ligger. Min verden er blevet fattigere uden dig.
Midt i sorgen er jeg taknemmelig for den, du var, og det vi nåede sammen.
Du gav mig en bred interesse for sport - både som tilskuer og aktiv deltager. Lige fra barnsben var du meget opbakkende for at give mig en glæde ved at være aktiv. Vi spillede tennis i klub sammen. På mange af vores ferier i min barndom var vi ude at cykle, blandt andet kørte vi Bornholm rundt. Du fulgte min tvivlsomme fodboldkarrieres spæde start i AaB - både til træning og kamp.
Du gav mig ligeledes del i glæden og fællesskabet ved at tage på stadion og heppe på de bolchestribede - en føljeton, der varede helt til april i år, hvor vi var på stadion for at se fodbold sammen for sidste gang, dig og 4 af os børn.
Når vi sås, særligt i de senere år, var der en rolig og behagelig atmosfære, og der var ligeledes masser af tid. Du elskede at snakke om stort og småt og spurgte interesseret ind til mit liv.
Din visdom, nordjyske humor og varme gjorde det trygt for mig at være i dit selskab. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du også nød det i fulde drag.
Sidst, men ikke mindst, er jeg imponeret over din fightervilje ifm. dit lange og seje sygdomsforløb.
Du trodsede lægernes prognoser gentagne gange. Du nægtede at overgive dig. Uden din ukuelige vilje, kamplyst og insisteren på livet, havde du ikke nået 62 somre.
Det gør mig glad og stolt at tænke på.
Nu blev teksten alligevel lidt længere end forventet, men det bilder jeg mig ind er noget, jeg har arvet fra dig - den manglende evne til at fatte mig i korthed på skrift.
Tak for alt, far. Du er elsket og savnet. Hvil i fred <3
