Margits munter livsglæde var smittende. Hun havde smerter og fysiske begrænsninger, som de fleste af os ville mene, at vi ikke ville kunne leve med. Men nej - hun malede, sang i kor, cyklede hver dag, deltog i en skrivegruppe og skrev om mange ting, havde en lyst til læring hele livet. Hun ville og kunne leve godt med sine handikap, med uvurderlig hjælp og støtte fra Kristen og hele familien, vennerne og de kærlige hjælpere. Kom der en sten på vejen gik hun i sving med at fjerne den, med fyr og flamme. Jeg er så uendeligt glad for, at jeg kender Margit, hun har vist mig, hvordan man skal leve, med oprejst pande. Farvel, kære ven.