Tina Lolholm Bornhøft

Først en kærlig tak til jer alle - der vil hjælpe os med at sige farvel til Tina i dag fra Lone, Sally, Patrik, Karina, Rikke og mig.

Jeg ved Tina ønskede hendes far sagde noget i dag, og jeg har også selv brug for det ? der var nemlig et uforklarligt bånd mellem os. Som måske allerede startede med hun ikke ville sove som barn ? jeg måtte så kravle hen ad gulvet og vugge Tina i søvn. For hvis hun så mig ville hun med vold og magt op.
Og var Tinas barneliv svært ? ja, så var det for intet at regne for det hun mødte i voksenlivet. Og helt ubærlig for forældre.

Ja - det var som om det at kæmpe fulgte Tina hele livet ? der var så meget der var uretfærdigt, og hun ville så gerne slås for andre. Og indimellem måtte en mor og far nødvendigvis tænke? Hvad med at slås for dig selv min pige. Hun ville så gerne, men kunne ikke.

Vi havde mange snakke om misbrug ? også fordi jeg ikke helt forstod naturen heri. Essensen i Tinas forklaring var: Misbrug starter som en ven, men viser sit sande ansigt som fjende ? gid det havde været omvendt, så var man bedre advaret.

Og politik ville hun frygtelig gerne diskutere, og der var ikke den ting hendes far ikke burde få ændret. Hun havde de smukkeste tanker om natur og dyreliv og hvordan især børn, mennesker der var presset i deres liv og ældre skulle behandles. Vi vil altid mindes det smukke i Tina.

I de sidste 5 hårde år fyldte ønsket om at komme i teatret eller til koncert med mig en del. Jeg fik såmænd også købt billetter et par gange, men begge måtte hun give op, og melde afbud inden vi skulle afsted ? de nederlag var ubærlige for Tina.

Og bebrejdelserne mod livets fortrædeligheder fylde desværre også en del. Der var adskillige gang, hvor hun mente det også var min skyld ? for det kunne jo være undgået, hvis jeg ikke have elsket med hendes mor. Det ansvar påtog jeg med glæde, men håbløsheden i udsagnet var svær at stille noget op imod. Det gentog sig adskillige gange ? indtil jeg en dag kom til at sige ?jamen Tina den gang kendte vi dig jo ikke? og så kom vi til at grine ? det gjorde godt på os begge.

Det der dog fyldte allermest for Tina var hendes bekymringer og kærlighed til sine 2 børn. Utallige gange sagde hun ? far du må da kunne se hvor smuk og god Sally er? og ja det kunne jeg da bekræfte. ?Du må da også kunne se at Patrik er så ordentlig, omsorgsfuld og kærlig en dreng? og ja det kunne jeg også bekræfte. ?Tror du ikke de klarer sig godt i fremtiden?, og svaret var ?jo det er jeg helt sikker på? gav altid et lettet smil.

De af jer der kendte Tina meget godt ? ved hun helst ville have det sidste ord. Og det skal hun få i form af de ord Tina skrev til sine børn i den store røde bog, som hun brugte når hun ikke kunne nå dem fysisk ? det lyder:
Jeg elsker jer så højt.
Det gør ondt i mit hoved. Det føles som om det ik er rigtigt skruet sammen. Jeg vil så gerne huskes for noget, og helst noget godt ? men jeg kan ikke finde vejen. Jeg ved der må være noget vigtigt at udrette for mig ? ellers ville jeg være død for længst.

Fra os i familien er budskabet.
Kære Tina ? ja måske tabte du noget af kampen, men du vil for evigt være i vores hjerter.
Hvil i fred ? ære være Tinas minde.
Og tak til alle for I hjalp os med at sige farvel.